Korberetning

Kortur til London

We love London! – trods Brexit...

Tur for Hillerød kirkes kor til London 25. – 28. juni 2016.

Dagen efter Englands beslutning om at forlade EU satte 19 børn og 5 voksne hinanden stævne i Kastrup Lufthavn umenneskelig tidligt lørdag morgen for at komme med den tidlige forbindelse til London. Der var sommerfugle i maven, da der var fire af børnene, der ikke havde prøvet at flyve før. Ved frokosttid nåede vi Lords Hotel i London, som blev vores gode base for de kommende dage. Den første udflugt gik til Portobello Market, som vi boede ret tæt på – og der fik vi virkelig vores første erfaring med menneskemylder. London er bare så stor i forhold til Hillerød – og man kan nemt få en smule klaustrofobi af den asen og masen, der er på gaderne.

Det bedste ved markedet var de lune Crepes (kæmpe pandekage) med nutella og jordbær… Der var tilfredse miner og et øjebliks ro, mens den blev indtaget. Dernæst var det hjem på værelset for at få en ”powernap” eller på dansk: en lille morfar – inden vi skulle på farten igen. De ældste var bedst til at sætte pris på at ligge på langs. I regnvejr begav vi os til Den danske kirke i London, hvor vi skulle være med til at fejre Sct. Hans aften - et par dage senere - end vi gør det i Danmark. I Den danske kirke fejrer de det altid en lørdag aften, da der kommer mange danskere kørende langvejs fra til den hyggelige begivenhed. Som korleder tænkte jeg i mit stille sind, mens vi stod i silende regn: De har vel en plan B med at rykke det hele inden døre? – men næh nej – I London er man vant til at regnen kommer og går, og det lever man med på bedste vis.  I stedet var Sct. Hans bål og heks sat under en pavillon, indtil det skulle antændes og vi fandt sammen under paraplyer eller blev våde. Vi havde sammensat et dansk sommerprogram, som børnene affyrede med godt humør og det faldt i god jord i tilhørernes ører. Derefter var der snobrødsbagning inden den imponerende heks med lakstøvler blev brændt af. På de fleste værelser var der hurtigt fred og ro efter en lang dag.

Søndag morgen var der ikke noget med at sove længe. For et kirkekor er det arbejdsdag og vi begav os igen mod Den danske kirke. Kirken var et dejligt rum at synge i – med et sjovt historisk orgel, som krævede en del boksning at få med sig. Det var en velkendt ramme vi medvirkede i (ligesom hjemme i Hillerød kirke) og selvom både præst, kirketjener og organist og kirkekor var besat af sommervikarer, var der ikke grund til panik.

Vi var blevet anbefalet efter gudstjenesten at finde frokost på Camden Market. Ligesom dagen forinden skulle vi holde hovedet koldt mellem det mylder af mennesker, der var der. Det var ret så farverigt og fyldt af orientalske indtryk at være der – men set i bagklogskabens lys skulle vi have valgt et mindre overfyldt sted. Da vi tog derfra, blev vi overrasket af, at en subway station var lukket p.g.a. for meget trængsel, så derfor blev vores gang både længere og hurtigere og ret så stresset. Vi var på vej til Westend for at se musicalen Lion King på Lyceum Theater. Selvom vi blev lukket ind tyve minutter inde i forestillingen, var det en kæmpe medrivende oplevelse både musikalsk og koreografisk – og vi blev enige om: Den tåler gentagelse! Aftenen foregik uden stress og jag – med aftensmad på en restaurant og hyggeligt samvær på Lords Hotel.

Mandag morgen var vi klar til ”Store turistdag”… Et stort hit var at køre i dobbeltdækkerbus på 1. sal – og vi gjorde det sågar flere gange i både rigtig og forkert retning – for det var sjovt!

London Eye er det største Pariserhjul, hvor man får et rigtig godt overblik over den enorme by set fra oven. Ca. 30 min tager turen hele vejen rundt og det er ikke et sekund for meget. Ikke mærkeligt at det hurtigt er blevet en af Londons store turistattraktioner. Køen var lang – men billetten var bestilt hjemmefra, så vi helt kunne springe køen over. Det var en god fornemmelse. Derefter gik vi til fods forbi Big Ben, Themsen, Westminster Abbey og så slog vi et smut ind i London Court. Der var desværre ingen verserende sager til behandling, mens vi var der. Så vi så ingen pudderparykker og sorte dragter – men til gengæld fik vi adskillige anekdoter af vagten og vi fornemmede den andægtige stemning, der er på det sted. Godt, vi ikke var anklaget for noget…

Frokost blev indtaget på det ikke særligt sunde, men effektive og bekvemme Mac Donalds – og med både burger og softice i maven var vi klar til Covent Garden. Covent Garden rummer alt. Dejlig levende musik bl.a. et strygeorkester og et jazz band samt skønne madboder, loppemarkeds fund, dyre mærkevare butikker og billige dimser kan man også få. Efter en kort pause der, måtte vi videre. Evensong i Sct. Pauls Cathedral. Det enorme rum ER smukt, men både rum og akustik er så stor, at man nemt kan føle sig som meget fjerne tilskuere og falde lidt hen. Der var nogle af de unge mennesker, der tog et tiltrængt hvil for øjnene, for selvom det var et meget dygtigt skolekor, der sang for os ved messen, så kunne vi desværre ikke se dem – og dårligt høre dem også… Men - vi har været der! – og fik konstateret, at der er et stykke vej, før vi kan synge for ved en evensong, men drømme kan man jo altid…

Efter den usunde frokost var planen, at aftensmaden skulle være mere solid og sund og det blev den på Wagamama. Dog havde nogle fået en ret med meget chili – så meget at det kunne være godt at have været på kursus hos Chili Klavs først – men alle blev mætte. Og efter den effektive dag i midten af Londons smukke centrum vendte vi hjem til vores gode seng på Lords Hotel.

Tirsdag stod der hjemrejse på programmet – men heldigvis først sent tirsdag aften. Forinden manglede der noget meget vigtigt: shopping… Lommepengene brændte i lommerne på mange og vi delte os i et shoppehold, der inderligt ønskede sig at komme til Primark (behøver vi at fortælle, at det var de ældste piger, der førte an her?) og et hold, som tog til Kings Cross Station for at se perron 9 ¾ hvor Harry Potter skal igennem, når han skal til Hogwarts. Perron 9 ¾ : Sikke en turistfælde… Det, vi blev budt, var en kæmpelang kø til en fotosession, hvor man betalte i dyre domme for at køre med en trolley og få taget et billede i flyvende fart og med et flagrende halstørklæde. Vi, som var Harry Potter fans var noget skuffede, men på den anden side: Harry Potter er jo en fantasifigur og hele det univers skal man helst bevare i sit hoved fra bøgerne – og ikke fra den virkelige verden. Frokosten blev indtaget på græsset i Hyde Park. Svært at forestille sig, at parken er så kolossal stor, når man bare er i det ene hjørne. Derefter forløb sidste del af rejsen med praktiske gøremål som at hente bagage o.s.v. – og en meget langsom togtur i et overfyldt tog mod Gatwick Airport.

På vej hjem i flyet var alle meget trætte og glade – og der er ingen tvivl: We love London!

Tak til Hillerød kirkes menighedsråd og alle jer, der har støttet os, så vi kunne få en rigtig dejlig oplevelse sammen og et skønt bekendtskab med denne storby.